Marts

Jeg tror, jeg vil give dig en forårsdag, hvor farverne spadserer i takt

 

 

Venø parti fra havnen og mod syd

Venø Havn blev indviet den 23. juni 1926, da tre skibe stod ind i havnen. Det var fragtdamperen Olympia, østersskraberen Drengen og kutteren Dagmar. Dengang var havnen knapt færdig, men den blev et vigtigt bindeled til omverdenen. Postbåden fra Struer kom med returvarer fra mejeriet til landmændene, post, brændsel, petroleumsdunke og varer til købmanden. Selv store landbrugsmaskiner som tærskeværk og traktorer kunne fragtes over med postbåden. Under besættelsen blev Venø udflugtsmål for mange folk fra fastlandet. Sommergæsterne nød den afslappende sejltur med turbåden Ternen og badelivet ved stranden, mens danske modstandsfolk øvede deres skydefærdighed på afsides steder. Overnattende gæster lagde sig ind på Pension Postboligen for at slappe af i landlige omgivelser. Pension Postboligen er i dag Venø Kro. Efterhånden kom der også flere og flere lystsejlere til.

Den moderne færgefart til Venø blev først oprettet i 1958. Før den tid blev forbindelsen til fastlandet varetaget dels af postbåden fra Struer Havn, dels af en rofærge over Venøsund.

Museumsleder ved Struer Museum, Jesper Bækgaard

 

 

Vandmekka Venø

Venø er lig med vand. Øen er kun 1,5 kilometer på sit bredeste punkt, så overalt er Limfjorden meget nær. Den breder sig ud som et glimtende sølvtæppe i havblik og når vinden tager til, hvæser den og viser tænder.

Den lille idylliske lystbådehavn på vestsiden er Venøs naturlige centrum. Herfra stikker alle til vands, hvad enten det er windsurfere og kitesurfere på jagt efter en gunstig vind bag molen, eller havkajakker og sejlbåde på magelig slentretur rundt langs øen.

På land er Venø også Venø Kro med de lokalberømte Venø-bøffer, Venø Kirke fra den sene middelalder, landets mindste og for nylig smukt restaureret samt Venø Galleri. Venø Efterskole, der med forfatterelever, natur- og friluftslinje, surf og sejladslinje, er en livlig del af øens miljø – til lands og til vands.

Peter Rewers
Venø Efterskole