December

Jordens puls gik helt i stå, første julenat

 

 

Vejrum Kirke

Vest for hovedvejen mellem Struer og Holstebro ligger Vejrum Kirke. I sin kerne en romansk kirke med senere tilføjelse af våbenhus og tårn. Kirken er angiveligt fra 1100- eller 1200-tallet.

I slutningen af 1700-tallet lod Jermiin til Ausumgård opsætte kirkens karakteristiske løgformede spir. Ved indgangen til kirken er det bemærkelsesværdigt at se, at den tunge egetræsdør har tydelige spor efter sværdhug fra svenskekrigenes tid.

Bidrag til kirkens udsmykning er kommet fra både Quistrup og Ausumgård. Således er alterskranken fra 1715 skænket af Niels Overgaard til Quistrup og korbuekrucifikset af hans far Rasmus Overgaard, mens de to øverste stolestader på hver side af kirkegulvet tilhørte Ausumgård.

Museumsleder ved Struer Museum, Jesper Bækgaard

 

 

At blive klog på livet

“Der ligger vi, Hardsyssel Efterskole og Vejrum Kirke, lidt trukket tilbage fra hovedvej 11 mellem Struer og Holstebro. Kirken med sit fine løgtårn, som det synlige tegn på, at man har fundet os begge”.

Hardsyssel Efterskole har i Vejrum Kirke en god nabo, man kan fra vores hoveddør se kirken. Om sommeren let skjult af asketræerne omkring kirken om vinteren helt tydeligt.

Endelig har vi den glæde på skolen at høre kirkeklokken to gange dagligt, og selvom vi knapt bemærker det, så er klangen der med sin stabilitet.

Hardsyssel Efterskole har tilknytning til Folkekirken, så vi bruger kirken til vores højtider. Hvert år samles vi bl.a. til jule- og påskegudstjenste i kirken.

På skolen leves dagliglivet med alt, hvad det indebærer for de 120 elever, om det er sammenholdet, måltiderne, skolens fire linjer Outdoor, Musik, Film og Sport, eller det er dansk, engelsk og matematik, så er hovedsigtet: at blive klog på livet.

Man kan jo altid bruge tårne ved naboen som pejlemærke!

Rolf Sanderhoff
Hardsyssel Efterskole