Juli

Jordens børn er venner, du ej har mødt endnu

 

 

Humlum Fiskerleje

Inde i Bredalsvig, øst for Humlum, står der ni fiskerhuse (redskabshuse) som skinner i deres svenskrøde farver, når solen er fremme. Det er her fiskerne fra Humlum Fiskerleje, i den første halvdel af 1900-tallet, sejlede ud i deres små fiskerbåde. Mænd der levede af at fiske hornfisk, sild og ål og solgte dem til Tyskland og København. I dag bliver de stadig benyttet, men de gamle fiskere er blevet skiftet ud med de genkendelige lystfiskere.

De ni fiskerhuse er opført fra 1912-1930. Det gælder dog ikke huset på vestsiden af vejen, der oprindelig er en smedje, opført i Oddesund Syd af den tyske besættelsesmagt i 1940-45, og derefter flyttet til Humlum havn som redskabshus. Lystbådehavnen, der bliver brugt flittigt i dag, blev skabt i 1947 af fiskerne. Havnebassinet stod allerede færdigt, da tyskerne havde brugt stedet som en grusgrav, så det eneste fiskerne manglede, var at grave en kanal fra fjorden, og stedet blev fyldt med vand.

Museumsleder ved Struer Museum, Jesper Bækgaard

 

 

Fiskeri gennem generationer                                                                                               

Humlum Fiskeleje består i dag af en række røde fiskerhuse og en havn, der tidligere dannede ramme for bundgarnsfiskeri i denne del af fjorden. I 1969 blev campingpladsen etableret og med udgangspunkt i fiskerhusene, havnen og campingpladsen udvikledes området til det vi ser i dag, et område med mulighed for et aktivt friluftsliv med fjorden som omdrejningspunkt.

Selv råder jeg over et af fiskerhusene, der giver mulighed for at fiske på fjorden, reparere fiskegarn, opbevare kajakker og kanoer eller blot at slappe af med badeliv og nyde udsigten mod Venø. Fiskerhuset overtog jeg fra min far og farbror, Kristian og Anker Sørensen, der var bundgarnsfiskere, og som købte huset i 1950. Deres far begyndte at fiske fra Humlum i 1930’erne fra et af de andre fiskerhuse, og dermed repræsenterer jeg 3. generation ved Humlum Fiskeleje.

Havnen er stedet, hvor der er et aktivt havneliv med mulighed for sejlads med sejlbåde, motorbåde og joller på fjorden og den hyggelige og smukt beliggende campingplads med mange aktiviteter for både børn og voksne, er en naturlig base for at nyde livet ved fjorden.

Svend Erik Sørensen
Fjordfisker